Så oprandt dagen, mandag den 21. februar, Vester Nebels sorte mandag. Som vi havde vidst de sidste 2 uger, skulle dette blive dagen, hvor dødsdommen over Vester Nebel skole skulle afsiges. Trods vore indsigelser, argumenter og kamp til det sidste.

Byrådssalen var overfyldt til bristepunktet af frustrerede forældre og børn fra de lukningsvarslede skoler. Ca. 30 var mødt op fra Vester Nebel - nogle måtte dog følge mødet fra kantinen. Vrede, frustration og opgivelse er vel de ord, man bedst kan bruge til at beskrive følelserne. Trods det at vi alle vidste, hvad dommen over Vester Nebel skole ville blive i dag, gik alle vel med et håb inderst inde om, at der måske ville ske noget uventet.

Men dommen var massiv. Vi fik et par sympatitilkendegivelser fra bl. a. Henrik Vallø. Alligevel var det et enigt byråd. Kim Madsens forslag om at udskyde lukningen et år, så vi i Vester Nebel ville kunne få en chance for evt. at få en friskole op at køre, fik kun Freddie og Kim Madsens stemmer. Og kun Jørn Boesen Andersen, Kim Madsen og Freddie Madsen stemte imod lukningen af skolen! Vester Nebel skole endte sine dage som en brik i et politisk puslespil.

Og hvad skal vi sige. Var vores kamp forgæves i Vester Nebel? Var det blot skønne spildte kræfter? Ingenlunde! Vores skole døde med værdighed! Vores skole døde i kamp! Vi gav ikke op!

Vi førte en sober og saglig kamp. Vi kan se både os selv og politikerne i øjnene efter denne kamp. Vi gjorde alt, hvad vi kunne - der var simpelthen ikke mere at gøre. Og vi har på intet tidspunkt kastet med mudder eller været aggressive overfor politikerne. Vores kamp har helt igennem været ført med saglighed og ihærdighed til det sidste.

Nogle vil sikkert friste sig til at sige, at det hjalp jo ikke noget alligevel. Hertil kan jeg kun svare, at nok tabte vi denne gang, men havde folk fra Vester Nebel ikke kæmpet for skolen for 21 år siden og fremad, så var skolen lukket for 21 år siden!

Vester Nebel har ingen skole efter sommerferien. Føljetonen er slut. En epoke er forbi. Vi har fået et alvorligt tilbageslag for vor blomstrende landsby.

En gang asfalt er lagt ud over blomsterbedet. Men selvom vi lige nu ligger ned i Vester Nebel og slikker vore sår, så giver vi ikke op! Vi bliver ikke liggende for at dø. Vi rejser os op igen. Men vi må finde nye måder for at gøde vort blomsterbed! Det bliver den næste tids udfordring.

Lige nu tænker vi dog mest af alt med ordene, som stod på Ejvind Vissing Jakobsens skilt. Og det har vi vel lov til lige nu?