Stormødet i Forsamlingshuset

Stormødet i Forsamlingshuset tiltrak mange tilhører og politikere, da der skule diskuteres skolelukning, som en mulig følge af den kommende Sektoplan på skoleområdet.

 

Sektorplanen for skoleområdet har fået grønt lys i både børne- og familieudvalget og i økonomiudvalget. Så udvalgene indstiller til byrådet, at Sektorplanen sendes i høring. Stemmer byrådet for på det kommende byrådsmøde på mandag, er Vester Nebel Skole blandt de fem skoler i Esbjerg kommune, der kan blive lukket.


Det var den melding de fremmødte i Forsamlingshuset fik, da formanden for skoleudvalget, Hans Erik Mølle (A), indledningsvis repeterede sektorplanens hensigt og mulige konsekvenser, ved stormødet i Forsamlingshuset.
Ud over udvalgsformanden, deltog Knud Jager Andersen (SF), Karsten Degnsbol (løsgænger), Freddie H. Madsen (DF), Kurt Jacobsen (V), Klaus Nissen (V) og Karl Kristian Knutzen (V).


Overfor de godt 100 fremmødte, fremlagde politikerne en efter en, deres synspunkter for og imod, at sektorplanen stadig omfatter Vester Nebel skole. Knud Jager Andersen høstede bifald, da han understregede, at SF som eneste parti, havde stemt imod, at Vester Nebel Skole fortsat skulle være en del af sektorplanen.


I følge Knud Jager er en lille skole ensbetydende med nærhed og overskuelighed. Ting som han understregede vægter tungt i et lille lokalsamfunds kulturliv. Samtidig kunne Knud Jager konstatere, at befolkningsprognosen viser, at Vester Nebel skole vil opretholde de krævede 80 elever eller mere, i de næste 10 år.


Karsten Degnsbol sagde i sin indledning, at det var spild af både politikeres og borgernes tid, at diskuterer en lukning af Vester Nebels Skole. Skolen er ifølge ham, velfungerende og en vigtig brik i et lille lokalsamfund. Degnsbol lovede at stemme imod at sektorplanen kommer i høring, med Vester Nebel skole på listen over lukningstruede skoler. Det høstede naturligvis et stort bifald blandt tilhørerne.


Hans Erik Møller (A) Sagde at han er skeptisk, når det drejer sig om Vester Nebel Skoles fremtid. Men han kom aldrig frem til, hvad han egentlig mente med det. Det skyldes måske, at han er formand for det udvalg, der er ved at gennemføre den skabelonmodel, som Sektorplanen er.


Møller mener, at Sektorplanen skal gennemføres når den er vedtaget. Blot der ikke opstår vandreklasser. Om der mangler et par mursten her og der, eller om der skal anvendes barakker i et år eller to, skal ikke forhindre gennemførelsen.
Det samme gør sig tilsyneladende gældende for trafiksikkerheden. - Hvis først en trafiksikker vej er vedtaget og budgetteret i Byrådet, så kan den godt tages i brug, sagde han.


Venstres første taler, Kurt Jacobsen, indledte med at sige, at han godt viste at han ikke ville blive populær med hans indstilling. Han medbragte budskabet om, at en skolelukning i et lille lokalsamfund kunne blive en gevinst for området, da det ville tvinge ildsjælene til at lave endnu flere arrangementer og tiltag, som så skulle sikre området opmærksomhed. Han brugte Vester Vedsted, hvor han selv kommer fra, som eksempel. Her mener han, at man er glade for at skolen er blevet lukket, da eleverne nu får mere kompetent undervisning.


Og efterfølgende gjorde han opmærksom på, at han lige havde prøvekørt ruten fra Skads Skole til Vester Nebel, og kunne konstatere, at det største trafikmæssige problem var, at der skulle laves en tunnel under Vestkystvejen. Dertil kommer så anlæggelse af godt fem kilometer cykelsti, som Venstre manden så ikke har observeret, skal tunnel føres under Esbjerg motorvejen.


Hvis Vester Nebel skole lukkes kan det betyde, at alle andre elever i kommunen, kan få en Dansk time mere, konstaterede han.


Kurt Nissen (V) måtte erkende, at sektorplanen havde skilt vandene i partiet. Der er nogle holdninger der ikke er stemt af og derfor måtte han erkende, at han ønskede betænkningstid.


Den sidste Venstremand, den tidligere Bramming Borgmester, Karl Kristian Knutzen, fortalte at han tidligere har været med til at lukke en skole, og mente ikke, at det havde den store betydning. Hans indlæg havde som det første, en lille snert af spareindgreb over sig.


Freddy H. Madsen (DF) er meget imod skolelukninger. Hvis Vester Nebel kan mærke at skolen er i fare, så bed politikerne om at lukke den. Hvis de lukker skolen, så kom til os, så skal vi hjælpe jeg med at etablere en privat skole, lød det fra ham.


Han advarede også om, at hvis debatten om en lukning af skolen ikke bliver indstillet snarrest, så vil den befolkningsrapport som ligger til grundlag for Sektorplanen, ikke kunne bruges til noget som helst. - Hvis indbyggerne fornemmer at skolen vil lukke, begynder de at flytte deres børn til andre skoler, mens de endnu kan være sikre på at komme ind hvor de ønsker det, advarede Freddy H. Madsen.


 
Der var mange gode indlæg og spørgsmål fra de fremmødte borgere, og flere af indlæggene gav politikerne noget at tænke over.


Ejvind Jacobsen spurgte til, hvorfor politikerne ikke kiggede lidt på mulighederne i den skole vi har, i stedet for at nedlægge den. Den kunne måske udvides til flere spor, hvis der kommer flere elever til. Men andre ord, hvad skal der til for at få flere børnefamilier til at søge mod Vester Nebel?


Lone Dyrholm har erfaret, at der ikke er den store interesse for storparcellerne ved Oksvænget, og efterlyste derfor politisk vilje til at konvertere den til almindelige parcelhusbyggegrunde.


Jens Jørgen Christensen spurgte til Korskroprojektet, hvor kommunen overvejer at udstykke en hel del erhvervsgrunde i det motorvejsnære område, der støder op til Korskro. Jens Jørgens konklusion var, at hvis der udstykkes erhvervsgrunde så tæt på Vester Nebel, så vil det tiltrække nye beboere.


Og også her blev der lavet notater på politikernes blokke.


Stormødet i forsamlingshuset gav ikke noget svar på, hvorvidt Vester Nebel skole forbliver lukningstruet. Men man kunne konstatere at tre af de fremmødte var imod en lukning, to var for, en ønske yderligere betænkningstid mens formanden for skoleudvalget ikke rigtig var til at blive klog på.


Der er ikke tvivl om, at vi selv kan komme med forslag, der kan gøre situationen bedre. Vi afventer nu et udspil fra styregruppen, der i øvrigt opfordrer alle til at møde op til byrådsmødet på mandag. 

Øvrige nyheder

Nyhedsbreve fra vesternebel.dk

Modtag en mail, når vi har nyttige nyheder. Så er du altid informeret om, hvad der sker i dit nærområde.

Klik her for at tilmelde dig.

Vesternebel.dk ejes af sogneforeningen i Vester Nebel. Hjemmesiden har til formål at være lokal budbringer og informationskilde. Redaktionelt stof, der ønskes bragt på hjemmesiden, kan indleveres til redaktørerne, der vil gøre brug af informationer, de finder relevant for hjemmesidens brugere.

> Kontakt til webmaster og redaktør
> Kontakt Sogneforeningens formand