Stormøde med få reelle svar.

Hans Erik Møller fra Børn Og Forældre i Esbjerg Kommune gæstede tirsdag aften Vester Nebel Forsamlingshus, for at orientere om den sektorplan, som kommunalbestyrelsen forventes at tage fat på den først kommende mandag.

 

Mødet arrangeret af skolebestyrelsen på Vester Nebel skol,e samlede et stykke over 150 mennesker, til en guidet gennemgang af, hvad sektorplanen skal bruges til, og hvilke konsekvenser den kan have.

 

Mødet var altså ikke et politisk møde, og det understregede Hans Erik Møller flere gange. (Han sidder i byrådet for Socialdemokraterne). Han var til stede som repræsentant for Børn og Familie i Esbjerg Kommune.

 

Mødet var opdelt således, at Hans Erik Møller først gennemgik idéen med sektorplanen punkt for punkt. Herefter var der spørgetid til salen. Spørgsmålene kunne, af naturlige årsager, ikke undgå at tage udgangspunkt i Vester Nebel skole. Og derfor blev Hans-Eriks svar også lidt firkantede eller måske rettere undvigende. Han skulle nemlig undgå, at svarene fik politiske undertoner.

 

Der er ingen konkrete planer om at lukke Vester Nebel skole. Den er en af seks skoler, der ifølge nedenstående beskrivelse af sektorplanen, kan lukkes, for at skabe bedre kvalitet på de øvrige skoler i kommunen.

 

- Politikerne afventer den nye befolkningsprognose, så vi har realistiske tal for befolkningsudviklingen i de områder, hvor de lukningstruede skoler ligger. Sektorplanen er ikke en spareplan, der er sat iværk for at få budgetterne til at hænge sammen. Den skal sikre en fremtid med kvalitet i skolesystemet, understreger Hans Erik Møller.

 

 

 

Mette Petersen fra Tranbergvænget, spurgte til om vi selv kan gøre noget for, at sikre Vester Nebel skoles overlevelse. Og det korte svar fra Hans Erik Møller var: At vi kunne gøre en forskel, ved selv at yde en indsats.

 

Ejvind Vissing rejste sig, og roste udkastet til sektorplanen for, at være det bedste udspil fra kommunens side i mange år: - Målet er bedre kvalitet. Og vi er heldige, for Vester Nebel Skole lever op til næsten alle kravene, på nær afstanden til nærmeste skole.

 

- Jeg har selv kørt tre børn igennem skolen, og de klarer sig utroligt godt, til trods for, at de har gået på Vester Nebel skole, sagde Ejvind Vissing med et stort smil på læben. Og så orienterede han og foreningslivet, spejderne og alle de andre ting, som byens borgere har stablet på benene i samarbejde med Esbjerg Kommune.

 

- Det er en god kommune, og jeg har, selv om jeg ikke er Venstremand, stor respekt for Johnny Søtrup, han er en sindig mand. I Esbjerg kan man nemlig arbejde på tværs af midten – i modsætning til i landets regering – Så her skal man nok få forhandlet sig frem til en fornuftig løsning på sektorplanen.

Ejvind Vissing modtog en stor applaus for sit indlæg.

 

Johnnie Jelager, Hygumvej. Sogneforeningens nye Formand, spurgte om man, hvis man lukker skolen, så også stopper for udstykningen af bygegrunde i byen.

Hertil svarede Hans Erik Møller, at man naturligvis kun vil modne byggegrunde, i de områder, hvor folk ønsker at bo. Men at man i andre landsbysamfund, hvor skoler er blevet lukket, har undersøgt og fundet ud af, at det sociale liv i byerne stadig er intakt.

 

Hans Erik Møller lovede, at han stiller op til en politisk debat i Vester Nebel, sammen med repræsentanter for de øvrige patier i byrådet, når den endelige plan på området, er forhandlet på plads til august i år.

 

Sektorplanen skal føres ud i livet i august 2008.

 

Skoleleder Jørgen Ahlquist takkede for orienteringen om sektorplanen, hvorefter har overrakte Hans Erik Møller et på flasker ”meget rød vin”.

 

Efter en kort pause, var der debatmøde. Her deltog jeg ikke, men vi bringer et referat snarrest.

 

Mål for skolestørrelser:

Ifølge kommunens skoleforvaltning og politikerne er den ideelle skolestørrelse med to eller tre spor. Det er en økonomisk fordelagtig størrelse og giver nogle stordriftsfordele. Store skoler har forholdsvis mange lærere, og det faglige miljø, den gensidige inspiration, sparringen mellem lærerne og dannelse af teams har bedre vilkår end på en et-sporet skole. På en stor skole skal den enkelte lærer ikke dække så bredt og har derfor bedre muligheder for at undervise i sine styrkeområdet. Det er også et mål, at man på sigt kan undgå vandreklasser på grund af for lidt plads.

 

Mål for bevarelse af et-sporede skoler:

En skole kan bestå som et-sporet, hvis der er mere end fem kilometer til den nærmeste skole. Afstanden måles i luftlinje mellem skolebygningerne.

 

Mål for alternativer til skolelukning:

Hvis en skole ikke opfylder de beskrevne mål i de foregående to mål, skal der inden lukning af skolen overvejes forskellige muligheder: Fælles ledelse, ændring i skoledistrikter, henlæggelse af undervisningen 0.-3. klasse, fælles ledelse med daginstitutioner, flytning af kommunale eller andre specialtilbud til skolen.

 

Mål for klasselokaler:

I henhold til folkeskoleloven deles eleverne i klasser, når klassekvotienten overstiger 28 børn ved skoleårets start. Som udgangspunkt er 24 elever i klasselokaler på 60 kvadratmeter et økonomisk og pædagogisk afbalanceret mål.

 

Der må max være 28 elever i et klasselokalet af den størrelse, og der skal mindst være 20 elever i lokaler på 60 kvadratmeter. Er der færre end 20 i en periode på mere end fem år, skal man forsøge at opnå 24 elever via dannelse af færre klasser eller tilførelse af flere elever. For eksempel ved at få flere elever fra andre skoledistrikter, ved at modtage en eller flere klasser fra en anden skole eller ved at udvide skolens distrikt.

 

Mål for holdrum:

Det fastsættes, at der enten er ét holdrum på 25 kvadratmeter per to normalklasser eller tilsvarende plads, der giver mulighed for holdaktiviteter.

 

Mål for lokaler til sfo:

Der skal være ét basislokale på 80-100 kvadratmeter til skolefritidsordning per spor i skolestarten. Altså til børnene fra 0. til og med 3. klasse.

 

Mål for faglokaler:

Som udgangspunkt skal der til en skole med to-tre hele spor være et areal til faglokaler på i alt 800 kvadratmeter. For et-sporede skoler200 kvadratmeter. Skoler med mere end tre spor kan have behov for en fordobling af faglokaler, hvorfor skolerne søges bragt ned på tre spor ved: mindre indskrivning af elever fra andre distrikter eller indskrænkning af skolens distrikt.

 

Mål for indendørs idrætsfaciliteter:

Skoler med op til tre hele spor skal have to gymnastiksale a 150 kvadratmeter eller en idrætshal. Der skal være omklædningsmuligheder på skolen eller inden for rimelig afstand.

 

Mål for skolens øvrige lokaler:

Ud over de lokaler, som allerede er nævnt, skal en skole med op til tre hele spor også have plads til biblioteksområde, pædagogisk værksted, administrationslokaler, mødelokale og personalearbejdspladser, edb-lokale, depotplads, rengøringsrum og teknikrum.

 

Mål for udeområder:

Som udgangspunkt skal der til skoler med op til tre spor også være udearealer til eleverne som: et sammenhængende areal på 50 x 100 kvadratmeter (en fodboldbane) og yderligere 5000 kvadratmeter til gårdrum, legearealer og andre opholdsarealer. Skoler, der ikke har de muligheder, skal som udgangspunkt ikke udvide det bebyggede areal.

 

Mål for trafiksikkerhed:

Skolevejen skal primært foregå ad separate stisystemer eller langs svagt trafikerede veje. Der skal være så få krydsninger med trafikveje udenfor trafiksikrede kryds som muligt.

 

 

Øvrige nyheder

Nyhedsbreve fra vesternebel.dk

Modtag en mail, når vi har nyttige nyheder. Så er du altid informeret om, hvad der sker i dit nærområde.

Klik her for at tilmelde dig.

Vesternebel.dk ejes af sogneforeningen i Vester Nebel. Hjemmesiden har til formål at være lokal budbringer og informationskilde. Redaktionelt stof, der ønskes bragt på hjemmesiden, kan indleveres til redaktørerne, der vil gøre brug af informationer, de finder relevant for hjemmesidens brugere.

> Kontakt til webmaster og redaktør
> Kontakt Sogneforeningens formand