Stor lokal opbakning til Jesper Rasmussen

Ved sidste uges kommunalvalg gjorde Jesper Rasmussen rent bord på Vester Nebel skole, han fik 81,2 procent af Venstres stemmer.

KMD (KommuneData) havde store problemer under kommune- og regionsvalget i sidste uge, derfor har vesternebel.dk’s valgdækning ikke været helt så detaljeret som tidligere år.

 

Men da der denne gang var mulighed for at stemme på en lokal kandidat, kommer de personlige stemmer - trods forsinkelsen- på siden.

 

Jesper Rasmussen (V) blev sikret en plads i byrådet, takket være 472 personlige stemmer.

 

På Vester Nebel Skole fik Venstre 187 stemmer. De 152 var personlige stemmer på Jesper Rasmussen, mens Esbjergs borgmester, Johnny Søtrup, fik 21 stemmer. På Ølufvad Kro var stemmerne, imellem de to, mere ligeligt fordelt. 28 til Søtrup, mens Jesper Rasmussen fik 21 af i alt 69 Venstre-stemmer.

 

- Jeg er rigtig godt tilfreds med mine 472 personlige stemmer - det var rigtig flot. Ud over den flotte lokale opbakning fik jeg 65 stemmer i Andrup og 33 i Tarp. Det vil med andre ord sige, at jeg har fået mere end 200 stemmer fra andre dele af kommunen, hvilket jeg er meget taknemmelig for, siger Jesper Rasmussen.

 

Den første opgave for det nye byråd er at få sig konstitueret, og få fordelt de forskellige udvalgspladser imellem sig. Den kabale skal gå op, inden det konstituerende byrådsmøde, der finder sted den 8. december 2009.

 

Jesper Rasmussen stopper, som varslet, som formand for VNI.
- Jeg har ikke umiddelbart navnet på en efterfølger i ærmet, men hvis nogen skulle have lyst til at varetage jobbet, skal de være meget velkomne til at henvende sig til undertegnede eller til bestyrelsen, siger Jesper Rasmussen, der ser frem til at komme i gang med arbejdet i det nye byråd.

 

- Jeg vil sige til lokalbefolkningen, at I altid er velkomne til at kontakte mig, omkring spørgsmål til det politiske arbejde i Esbjerg Kommune. Jeg håber at kunne leve op til den tillid vælgerne har vist mig - jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan, slutter Rasmussen.


Se optællingerne fra de lokale stemmeborde herunder:

Vester Nebel Skole

Ølufvad Kro

Øvrige nyheder

Nyhedsbreve fra vesternebel.dk

Modtag en mail, når vi har nyttige nyheder. Så er du altid informeret om, hvad der sker i dit nærområde.

Klik her for at tilmelde dig.

Vesternebel.dk ejes af sogneforeningen i Vester Nebel. Hjemmesiden har til formål at være lokal budbringer og informationskilde. Redaktionelt stof, der ønskes bragt på hjemmesiden, kan indleveres til redaktørerne, der vil gøre brug af informationer, de finder relevant for hjemmesidens brugere.

> Kontakt til webmaster og redaktør
> Kontakt Sogneforeningens formand