Om hjertestarteren i V. Nebel

Hjertestareren i V. Nebel har skabt misforståelser.

I V. Nebel har lokale taget et meget prisværdigt initiativ til at få en hjertestarter til V. Nebel.

 

Desværre er der så efterfølgende sket en række misforståelser omkring hvor hjertestarteren skulle ophænges. Menighedsrådet synes vi skylder en redegørelse for hvad der er sket og hvordan vi ser sagen.

 

Der er desværre sket det, at et medlem af rådet kommer til, uden at sagen har været drøftet på menighedsrådsmøde, at sige ja til at hjertestarteren kan ophænges på toilettet i graverhuset ved kirken.

 

Hjertestarteren ophænges meget hurtigt, men det viser sig, da sagen efterfølgende drøftes på menighedsrådsmødet, at menighedsrådets flertalt ikke kan sige ja til denne placering.

 

Flertallet i rådet mener nemlig at placeringen på toilettet i graverhuset er en dårlig løsning af især en grund: Vi mener at hjertestarterens placering kan skabe uheldige situationer ved højtideligheder i kirken, i kapellet eller på kirkegården.

 

Det er afgørende vigtigt at en hjertestarter hentes hurtigt. Man kunne derfor nemt forestille sig at en person som skal hente hjertestarteren må løbe tværs over kirkegården eller køre i bil op til graverhuset, løbe ind, gribe hjertestarteren og skynde sig tilbage til den der har brug for den. Ved en sådan lejlighed kunne dette støde sammen med en igangværende højtidelighed, begravelse, bryllup, indsættelse af kiste i kapel.

 

At dette kan ske, hvor sjældent det end måtte ske, finder menighedsrådet problematisk. Vi ser det som vores opgave at værne om den svage part, her f.eks. den efterladte som står midt i afskeden med et elsket menneske. Det kan ikke gøres om.

 

Menighedsrådet har fået underretning om at en alternativ placering af hjertestarteren er på vej. Det hilser vi velkomment og håber at denne løsning således kan accepteres.

 

Vi er kede af hele sagen og har intet ønske om at stå i vejen for det gode initiativ, men håber samtidig på forståelse og respekt for at den beslutning vi har taget, er taget for at værne den svage part.

 

På menighedsrådets vegne
Kirsten Sønderby

Øvrige nyheder

Nyhedsbreve fra vesternebel.dk

Modtag en mail, når vi har nyttige nyheder. Så er du altid informeret om, hvad der sker i dit nærområde.

Klik her for at tilmelde dig.

Vesternebel.dk ejes af sogneforeningen i Vester Nebel. Hjemmesiden har til formål at være lokal budbringer og informationskilde. Redaktionelt stof, der ønskes bragt på hjemmesiden, kan indleveres til redaktørerne, der vil gøre brug af informationer, de finder relevant for hjemmesidens brugere.

> Kontakt til webmaster og redaktør
> Kontakt Sogneforeningens formand