Vi glædede os også over jeres købelyst af de kurvevarer, som vi havde medbragt herfra, og som en af vores venner havde fremstillet. Af alle de forskellige steder vi var på hjemmebesøget, var det i Vester Nebel, der var størst købelyst.

Men vi glæder os også rigtig meget over, at I har villet engagere jer i en af de opgaver, der ligger os rigtig meget på sinde. Nemlig Maria, som sidder i fængslet og hendes to drenge. For det første fik vi jo nogle poser tøj og sko med fra jer til at give til hhv. Maria og til både de to drenge og de øvrige børn hos den familie, hvor de bliver passet.

Marias drenge, Sebastian og Casilan leger på legepladsen efter besøget hos deres mor i fængslet

Vi glædede os over at kunne tage derud, da vi kom tilbage og aflevere tingene. Nogle andre venner fra Esbjerg havde pakket 6 skoletasker med skolegrej, som vi også kunne aflevere, inden skolen startede igen efter ferien 15. sept. Det er dejligt at kunne agere ”julemand” på den måde, men det lader sig kun gøre, når der er nogen derhjemme, der vil hjælpe og støtte. Det er vi så taknemlige for at I, vores gamle venner og naboer i Vester Nebel også vil være med til.

Ikke mindst blev vi meget opmuntrede, da vi fik beskeden om, at I havde samlet ind til projekt ”Maria og hendes drenge” ved jeres høstgudstjeneste, og at godt 3000 kr. ville blive sat ind på kontoen.

Vi vil gerne fortælle lidt om situationen her og nu.

Marias sag er blevet afsluttet i retten, og hun er idømt seks års fængsel. Efter rumænske forhold er hun sluppet meget, meget billigt. Fra starten fik vi at vide, at det kunne være muligt helt op til 20 – 25 år, hvis der var tale om overlagt mord. Men i hendes tilfælde har man accepteret at se på sagen som selvforsvar.

Et ”fængsels-år” tæller ikke 12, men kun 8 måneder, så dvs. at hvis man fratrækker den tid, Maria allerede har afsonet, er der på nuværende tidspunkt ca. 4 år tilbage. Hvis hun udfører noget arbejde og opfører sig eksemplarisk, kan hun desuden afkorte tiden lidt undervejs.

4 år er længe, når man sidder ved bordet og tænker på rækken af dage, der ligger foran. Men i det perspektiv, som jeg har beskrevet ovenfor, er det altså billigt sluppet.

Siden vi kom tilbage efter ferien, har vi været hos hende to gange. Vi har en besøgstilladelse fra Justitsministeriet hernede, men der er bestemte dage for besøg. Det kiksede for os, den første gang efter ferien, fordi hun var blevet flyttet fra arresten til fængslet. Selvfølgelig er der ikke besøgsdag samme dag, de to steder, så vi måtte gå derfra igen. Vi har ca. 50 km til Bacău, hvor fængslet ligger, så det var lidt ærgerligt. Men vi kender jo snart Rumænien og vænner os „måske” med tiden til, at man skal rende fra sted til sted og spilde en masse tid.

Vi har fået brev fra Maria et par gange, hvor hun udtrykker sin store taknemlighed for, at vi kommer hos hende. Der kommer heller ikke andre end os, så det må være en opmuntring, at hun ikke helt er glemt.

I brevene udtrykker hun sin længsel efter børnene, og det forstår man jo godt. Inden ferien lykkedes det os at have dem med på besøg hos hende, men da var det med glasrude imellem, og kun fordi et par kvindelige betjentes moderhjerter løb af med dem, fik de lov at give hinanden et knus i en mellemgang.

Men nu har vi haft dem med på besøg i fængslet og ikke i arresten, og her er der et besøgsrum. Til vores store glæde kunne de sidde sammen ved et bord i dette rum sammen med os. Vi kunne give Maria et knus, og ikke mindst, hun kunne sidde med armene om sine to drenge, kysse og kramme dem i de 45 min. et sådant besøg tillader.

Vi ville ønske, I kunne have oplevet de minutter. At sidde der og se de tre sammen, snakke og holde om hinanden, er altså alt besværet værd. Det var svært for mig at holde tårerne tilbage, for det var virkelig så rørende. Minutterne gik selvfølgelig alt for hurtige, og vi måtte af sted igen. Vi ville også have givet meget for at have et billede af dem sammen, men det er ikke tilladt at fotografere der, så det kunne vi desværre ikke få.

Bagefter tog vi drengene med til en park, hvor der var en legeplads. De fik pizza og sodavand og lidt tid til at lege der. (I har været med til financieringen af sådan en dag!)

Vi har også hver gang lidt mad med til Maria. Maden i fængslet er ikke særlig spændende, så hun får lidt frugt og grønt, en spegepølse, en sodavand, noget kaffe, lidt kage, personlige fornødenheder, og hvad vi ellers finder på. Det er almindeligt for alle, der er på besøg i fængslet hos familemedlemmer i Rumænien.

Vi føler, at drengene er fortrolige med os, og med mit (Enas) rumænske lykkes det at kommunikere med dem. For at der ikke skal blive misundelse, havde vi købt sodavand og nogle „varm-selv” burgere til de andre børn derhjemme hos familien. Det er vigtigt, at undgå problemer i den retning, hvis det er muligt.

Angående hjemmet, hvor drengene bliver passet, er fremtiden lidt usikker. Familen har selv fire børn og de bor i et fattigt og dårligt lerklinet hus med to rum og en lille gang. Bl.a. med den økonomiske hjælp fra jer, vil vi prøve at hjælpe dem, og dermed håber vi, at drengene kan blive der.

Hestene og vognen er med til at give en lille indtægt til familien, hvor Marias drenge nu bor

Men familien kan ikke love os det, og vi vil følge situationen og se, hvordan det udvikler sig.
Et af deres store behov er en ny kakkelovn i husets største rum. Lige nu er der ingen opvarmning der, men kun i det lille rum, hvor der er en kakkelovn til at fyre med træ. Vi prøver at gå ind i projektet med at få lavet en ovn også i det store rum, for med vinteren for døren er der absolut behov for det.

Da vi hentede drengene, lagde vi mærke til, at alle børnene havde meget dårlige, hullede strømper, så vi vendte lige forbi et marked og købte 12 par strømper i forskellige str. (14 lei = ca. 30 kr). Bare lige for at fortælle, hvor forskellig situationen er for danske børn og denne familie. Og mange andre sammen med dem. Vi kan ikke hjælpe alle. Man er nødt til at udvælge nogen, og vi har altså følt, at denne familie, Maria og hendes drenge er blevet lagt på vore hjerter.

Endnu engang tusind tak, fordi I vil være med til at hjælpe os med at gøre en lille forskel i nogle menneskers liv. Må Gud velsigne jer alle rigt derhjemme.

Vi følger op på historien, så I også kan være opdateret. I kan også følge os på www.lykkeromania.dk

Kærlig hilsen
Kjeld og Ena