Jernalderboplads fra år nul

Sydvestjysk museum har i de seneste dage gravet i muldlaget på Erik Schmidts grund på Hygumvej, som et led i byggemodningsprocessen. Udgravningerne har afsløret en boplads fra den førromerske jernalder.


Alle fund registreres med angivelse af nøjagtig GPS-position, så de er til at finde igen.  Foto: Kim Thorsen


Da der blev gravet ud til vej på Tranbergvænget for år tilbage, blev der fundet en brønd, bunden af et nedgravet lerkar, en urne, en mulig brændplet, samt nogle stolpehuller. Derfor var der begrundet mistanke om, at der kunne være noget interessant på de omkringliggende jorde - Og det var der.


Den 16.000 m2 store grund er blevet gravet op i den seneste tid, og der er tydelige spor af bebyggelse, specielt i grundens nordvestlige hjørne. Her er der tydelige spor af vægge og stolper på mindst tre bygninger.


Udgravningsleder Steen Frydenlund Jensen fra Sydvestjysk museum fortæller, at man kan tidsbestemme bygningerne til den førromerske jernalder (år 0-200) i kraft af byggestilen.


- Det er meget tydeligt, at der er tale om bygninger fra tiden omkring Kristi fødsel, siger han, og gør opmærksom på, at bopladsen ikke nødvendigvis vil blive udgravet.


- Det er op til ejeren om han vil betale for en udgravning, vil han ikke det, bliver bopladsen målt op og beskrevet, og så bliver muldlaget lagt på igen. Men hvis ejeren fortsat ønsker at udstykke til byggeri, så skal han betale for udgravningen, siger udgravningslederen.


Steen Frydenlund Jensen peger på omridset af en mur. Til højre for ham er der
placeret en blå pind, der hvor der engang stod en stolpe.  Foto: Kim Thorsen

 

 


Indforstået

Erik Schmidt kendte ikke det mindste til bopladserne, da han for omkring 10 år siden investerede i jordstykket, men han er indstillet på at få bopladserne gravet ud, så grundene kan blive salgsmodnet.


- Jeg er helt indforstået med reglerne omkring danefæ, og så overrasker det mig, at der har været bopladser her i området for så mange år siden. Jeg troede at Vester Nebel lå hen som udyrket hede dengang, siger Erik Schmidt, der håber på lidt økonomisk opbakning fra Nationalmuseet.


- Heldigvis handlede jeg mig i sin tid til jorden til en god pris, så det kommer formegentlig ikke i vejen for mine planer. Det kan være at kvadratmeterprisen bliver sat op med 5 – 10 kroner, men priserne vil stadigvæk ligger noget under de priser, der sælges til på Tranbergvænget / Oksvænget, siger Erik Schmidt.


Sydvestjysk museum udregner på baggrund af den arkæologiske forundersøgelse som afsluttes fredag, en pris på hvad udgravningen løber op i. Herefter skal ejeren tage stilling til, om har ønsker udgravningen foretaget.


Erik Schmidt siger til Vesternebel.dk, at han vil annoncere med byggegrundene i aviser og på Internet allerede i weekenden, så meget tyder på, at han har besluttet sig.


Hvornår arkæologerne har tid til at foretage udgravningen står ud i det uvisse.

Øvrige nyheder

Nyhedsbreve fra vesternebel.dk

Modtag en mail, når vi har nyttige nyheder. Så er du altid informeret om, hvad der sker i dit nærområde.

Klik her for at tilmelde dig.

Vesternebel.dk ejes af sogneforeningen i Vester Nebel. Hjemmesiden har til formål at være lokal budbringer og informationskilde. Redaktionelt stof, der ønskes bragt på hjemmesiden, kan indleveres til redaktørerne, der vil gøre brug af informationer, de finder relevant for hjemmesidens brugere.

> Kontakt til webmaster og redaktør
> Kontakt Sogneforeningens formand