Fællesspisningerne i forsamlingshuset er meget populære. Det kan vi ikke rigtig komme uden om, efter endnu en fredag med mere end 100 deltagere til to retter mad og en kop kaffe.
Madholdet, der denne gang bestod af Thomas og Lette Haahr, Vinni Thorsted, Hardy Møller og Marlene Timmerby, serverede Jægergryde med kartoffelmos og ris, med æbletærte til dessert.
Da komfuret ikke helt kunne klokken, benyttede formanden for forsamlingshusets bestyrelse, Thomas Nilsson, chancen til at redegøre for de planer bestyrelsen har for huset i den kommende tid. I hovedtræk skal gulvet i salen slibes ned, og så skal dametoiletterne renoveres.
Multigruppen / sogneforeningen kvitterede efterfølgende, som tak for lån af husets køkken til suppefremstilling til nytårsmarchen, ved at overrække huset ny-slebne knive, en knivblok og 16 håndklæder til toiletterne. ALKO-print har hjulpet med at brodere V. Nebel forsamlingshus på håndklæderne, så ikke svage sjæle fristes til at fjerne dem.
En uofficiel sammentælling siger 113 deltagere til denne fællesspisning. Det er endnu ikke helt klart, hvornår den næste fællesspisning finder sted, da der ikke er udpeget et nyt madhold. Forsamlingshusets bestyrelse hører gerne fra folk/grupper, der har mod på opgaven.