Forældre får folder om den svære forældrerolle

SYNLIG MOR OG FAR: Samtlige institutioner i Skads og Vester Nebel vil i dialog med forældre om at sætte grænser og være synlige.

 

(Hele artiklen fra JydskeVestkysten d. 29 august)

Af Mette B. Falther bragt i JydskeVestkysten d. 29 august 2006

 

På Esbjerg Ungdomsskole kan teenagere komme på kursus i babysitting og lære at sætte grænser. Måske skulle de sende deres forældre i stedet. For det kniber med at sige nej til børnene i de små hjem. Nu vil sundhedsplejerske, dagpleje, daginstitutioner, skole, skolefritidsordning, ungdomsklub, fritidsklub, SSP og gadeteam i Skads og Vester Nebel sammen prøve at hjælpe forældrene med opdragelsen. Med debatmøde og folder om forældrerollen.

 

Konflikter flytter med.

 

– Mange børn mangler synlige forældre. Vi har for travlt og orker ikke - og tør heller ikke - at sætte grænser. Men når forældrene ikke tager konflikterne, konflikter vi i skolen eller i børnehaven eller i klubben. Min tid som lærer går for meget med almindelig opdragelse. Men problemet starter jo ikke i 8. klasse, det begynder, når børnene er små. Og derfor involverer vi forældrene til alle 0-20 årige, siger Birthe Marie Bolding fra Skads Skole.

 

Der er mange ting, der går galt i de travle hjem. Små børn får lov til at bestemme indholdet af madpakken, børnehavebørn får lov til at bestemme dagens sæt upraktiske tøj, og teenagerne får lov til at ryge og drikke det, de gider. At de aldrig møder et nej derhjemme, betyder blandt andet, at de i skolen eller børnehaven har lettere til tårer. De er vant til at få deres vilje.

 

Flove forældre

– Vi er ikke ude på at skælde forældrene ud eller fordømme nogen. Vi vil hjælpe dem, for det her sker jo i alle hjem. Også hjemme hos os. Det drejer sig bare om at skabe fælles fodslag mellem forældrene, siger Poul Christensen, klubleder i Vester Nebel.

– Et af problemerne er, at vi forældre ikke snakker med hinanden om vores opdragelsesproblemer. For det er flovt ikke at have styr på sine børn, tilføjer Birthe Marie Bolding.

 

FAKTA

stormøde

Den 2. november inviteres forældre til alle 0-20 årige i Skads og Vester Nebel til møde. Her vil Jesper Schwartz lægge op til debat om forældrerollen. Den skal foregå gruppevis – og mor og far i hver sin gruppe – med forudbestemte problemstillinger. Referaterne vil de to skoler bruge, når børnene skal til at arbejde med de samme problemstillinger. På den måde tvinges forældrene til at tale med deres børn om tingene.

 

Forældre burde spørge sig selv: Har du taget ansvar for dit barn i dag. Eller har du taget ansvaret fra dit barn

Øvrige nyheder

Nyhedsbreve fra vesternebel.dk

Modtag en mail, når vi har nyttige nyheder. Så er du altid informeret om, hvad der sker i dit nærområde.

Klik her for at tilmelde dig.

Vesternebel.dk ejes af sogneforeningen i Vester Nebel. Hjemmesiden har til formål at være lokal budbringer og informationskilde. Redaktionelt stof, der ønskes bragt på hjemmesiden, kan indleveres til redaktørerne, der vil gøre brug af informationer, de finder relevant for hjemmesidens brugere.

> Kontakt til webmaster og redaktør
> Kontakt Sogneforeningens formand