Brev fra Ena og Kjeld i Rumænien

Vi er kommet godt frem igen til vores hjem i Rumænien, efter en dejlig tid hjemme i august. Vi nød at være sammen med børnene og vores øvrige familie, og vi fik også ordnet en del forskellige praktiske ting og lavet mange aftaler.

”Hjemme” igen

 

Vi nød også at være på visit i Vester Nebel, selvom der også mødte os meddelelser om sørgelige begivenheder i landsbyen. Vi håber, at alle jer, der har mødt de sørgelige ting, må få kræfter til at komme videre i livet, og vi håber også, at I må finde en god løsning for vores kære gamle landsbyskole.


Især var det for os rigtig spændende at besøge Gitte i vores gamle hus og se, hvor flot det var blevet.

 

Mange tak for hjælpen.

 

Vi vil gerne benytte denne anledning til at sige rigtig mange tak for de effekter, som var samlet ind til os i Vester Nebel. Vi var på besøg hos Lone Dyrholm og fik det læsset i bilen. Der var både tøj og sko, samt nogle computere, to overheadprojektorer og borde til disse.




Vi havde meget, meget mere end det med i bilen. Dels til uddeling, dels nogle af vore egne ting, som vi ikke kunne have med den første gang. Vore venner fra kirken havde også samlet meget ind, og de havde endda fået sponseret nyt legetøj fra Lego, Hama perler og Jeva tasker.

 

Det tyske politi syntes også, at vi havde fået meget læsset i bilen, så vi måtte med dem en tur på en brovægt nord for Rendsburg. Der var 260 kg for meget i bilen.

 

Vi ved ikke, om det skyldtes vore bedende øjne, da vi sagde, at det var nødhjælp til Rumænien, eller fordi det var indenfor en margin, de kunne acceptere. Men i hvert fald lod de os køre videre med en påtale om at være mere opmærksomme på vægten en anden gang.

 

Uddeling i skoler og børnehaver

Når I ser billedet her af hjørnet af vores stue, kan I se, hvor meget, vi havde til uddeling. Og så er de fire computere endda ikke med på billedet. På nuværende tidspunkt er vi stort set færdige med uddelingen.

 

På skolen i landsbyen Cornatel har vi afleveret fire computere + en printer. Nu håber vi, de kan få det til at virke, men alt er afprøvet hjemmefra. De havde ellers kun én computer på hele skolen, og den står, ikke overraskende, på skolelederens kontor. Så vi skal næppe forvente, at de har en EDB ansvarlig på skolen, men de mente alligevel, at der er en, der kan lægge rumænske programmer ind. Så det håber vi, de får gjort.

 

Vi havde også flere ting til skoler og børnehaver her i området. Bl.a. blev de 20 nye skoletasker med pennalhuse, som vi havde med, givet til de mest fattige på en landsbyskole, og børnehaverne fik Legoklodser, Hama-perler og andet legetøj.

 

 

 

Vi havde skam også et gammelt strygejern med, så Ena fik instrueret dem i at stryge perler på perleplader. Det kendte de ikke.

 
Vi havde 50 stk. af de små caps, som danske børn i en del år har fået udleveret ved starten i børnehaveklassen. Hernede startede skolerne først op den 17. september, og vi var på besøg første skoledag i de to nye 1. klasser i området her og gav en cap samt en blyant til hver af børnene.

 

- Ja, det lyder jo som nogle meget små ting, men børnene her er ikke vant til så meget, så de er glade for at få noget. Undervisningen i skolen er gratis, men skrivegrej og skrivehæfter skal de selv sørge for. Derfor havde vi lidt med af disse ting.

 

 


Også børnehaverne startede først op den 17. september efter tre måneders ferie. Det var også rigtig dejligt at kunne glæde dem med legetøj af forskellig slags Det er en utrolig dejlig oplevelse og en stor belønning i sig selv, at se deres strålende øjne, når tingene bliver pakket op. Det ville vi ønske, I kunne få lov til at opleve.

 

Tøjuddeling

 

En anden del af vort arbejde har været at give tøj og legetøj til de meget fattige familier i en sigøjnerlandsby tæt ved, hvor vi bor. Den hedder faktisk Bilca, men med de lerklinede hytter uden gulv, som mange af dem bor i, er der ikke meget til fælles med Bilka i Danmark.

Her kan de virkelig bruge alt. Og når vi tænker på, at det går mod efterår og vinter, og børnene skal kunne holde varmen i sådan nogle hytter, ja, så er der i hvert fald brug for noget godt varmt tøj og fodtøj. Selvfølgelig også til de voksne.

 

 


Vi har været på besøg i mange hjem og givet tøj, fodtøj og legetøj. Det har været gode oplevelser, selvom det rører os dybt, når vi ser de usle forhold. Men overalt har de været glade og taknemlige og taget godt imod os. Og så giver det jo en god øvelse i det rumænske sprog.

 

 
Billedet her er fra en lille familie, som vi har besøgt tidligere inden ferien. Den lille dreng havde dengang meget slem psoriasis på armen og bag ørerne. Vi havde talt med nogle venner i Danmark, som har det samme problem, og de havde givet os sæbe og salve med til drengen, Luca.

 

Det glædelige var imidlertid, at drengen havde fået det meget bedre. Da vi har en tro på, at Gud kan helbrede, tror vi på, at bedringen skyldtes en forbøn, vi havde for drengen, da vi var der for 2 måneder siden.

 

Storesøsteren står med en lyserød bamse, som vi ved, er givet fra Vester Nebel. Det var også rigtig dejligt at se hende modtage den. Den var meget velkommen.

 

 

 

Overheadprojektorer

 

Den lille kirke i Bilca har fået den ene overheadprojektor. De har kun et par lasede sangbøger og nogle håndskrevne hæfter med deres ellers dejlige sigøjnersange. Så det er rigtig godt for dem, at kunne få sangene på overhead.

 

 

Lederen fra kirken kender godt systemet fra andre lidt større kirker i området, og han mente nok, at de kunne finde en med en smuk håndskrift, der kunne skrive sangene ind. Vi har 50 transparenter + to penne med til start.

 

Når de synger, så er det med harmonikamusik, tamburiner og klap i hænderne. Det skulle I virkelig opleve. Så må man erkende, at de ydre rammer ikke er afgørende for, om noget har værdi.


 

Den anden overheadprojektor er også givet til en landsbykirke i Albele lidt mere mod nord. Her er en af vore venner præst. Han er rumæner, men gift med en dansk pige, så dem nyder vi meget fællesskabet med. De bor kun 20 km herfra i byen Onesti. Så mon ikke Teknisk Landsforbund ville glæde sig, hvis de så, hvor deres overheadprojektorer var endt, og hvor megen lykke de gør?

 

Endnu 10 m3 tøj m.v. - ikke uden venners hjælp


 

Men endnu en gang vil vi sige tak for hjælpen derhjemme i Danmark. Hvis ikke der var nogle, der ville gøre arbejdet med at samle ind, kunne vi jo heller ikke bringe glæde med tingene hernede. Tak fordi I også har været med i en indsamling her i anden omgang. Der er indsamlet og pakket 10 m3 tøj og forskellige andre gode ting. Det kommer med i en transport herned i oktober, og vi glæder os til at kunne give endnu mere til folk hernede.

 

Vi har købt lejlighed

 

Vi har det fortsat godt, men vi kan godt mærke, at vi nu snart har brug for en forandring i vores egen situation. Hvis vi skal have overskud til at hjælpe andre, så er vi nødt til at have en lidt lettere hverdag selv. Ellers kan man ikke så let overkomme det.

 

Derfor har vi taget det store spring og købt en lejlighed i den nærliggende by, Onesti. En by på ca. 50.000 indbyggere. Lejligheden ligger godt nok på 4. sal og uden elevator, så det bliver godt med noget motion. Men det er en stor 2 værelses, og ikke mindst, så er der køkken og badeværelse.


 

Vi skal godt nok lige restaurere den lidt først, men vi glæder os utrolig meget til at komme til at bo lidt bedre. Vi vil fortsat arbejde i det fattige område her, som vi har fået på hjerte at hjælpe, og som vi takket være venners hjælp i Danmark har mulighed for at hjælpe.

 

 

Vi har desuden brug for, at Kjeld snart kan få sin del af arbejdet i gang, nemlig den mere erhvervsmæssige side. Det har været noget sværere at få gang i, men vi har jo brug for at få en indkomst. Vi tror dog stadig på, at det vil lykkes.

 

 

 

Kig på vores hjemmeside, hvis I har lyst til at høre mere om vort arbejde

www.lykkeromania.dk

 

Salutari cordiale (hjertelig hilsen) til jer alle i Vester Nebel fra os to i det sydøstlige hjørne af Europa

 

Kjeld og Ena

 

Øvrige nyheder

Nyhedsbreve fra vesternebel.dk

Modtag en mail, når vi har nyttige nyheder. Så er du altid informeret om, hvad der sker i dit nærområde.

Klik her for at tilmelde dig.

Vesternebel.dk ejes af sogneforeningen i Vester Nebel. Hjemmesiden har til formål at være lokal budbringer og informationskilde. Redaktionelt stof, der ønskes bragt på hjemmesiden, kan indleveres til redaktørerne, der vil gøre brug af informationer, de finder relevant for hjemmesidens brugere.

> Kontakt til webmaster og redaktør
> Kontakt Sogneforeningens formand