Vester Nebel SognearkivVester Nebel Sognearkiv er lokalhistorisk arkiv for Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune, Ribe amt, og har som formål at indsamle, registrere og bevare arkivalier med tilknytning til Vester Nebel sogn, dets borgere, virksomheder, foreninger og øvrige institutioner i fortid og nutid. Arkivet er et offentligt arkiv og skal videreformidle lokalhistorien og fremme interessen for samme. Vester Nebel Sognearkiv blev oprettet 1980 af daværende skoleinspektør Morten Harborg, som frem til 1990 selv stod for arkivets drift. Arkivet var delvist underlagt Vester Nebel Sogneforening og Esbjerg Byhistoriske Arkiv. I 1990 blev oprettet en styrelse og vedtægter udformedes, hvorved arkivet blev en selvejende institution, som siden 1995 har modtaget tilskud fra Esbjerg kommune. Arkivet er medlem af Ribe Amts Lokalarkiver og Sammenslutningen af LokalArkiver. Gennem arkivudvalget i Esbjerg kommune samarbejder arkivet med de øvrige lokalarkiver i kommunen. I 1996 flyttede arkivet ind i et lokale i det nybyggede sognehus ved Vester Nebel skole. Fast åbningstid sidste torsdag hver måned 18.30 til 20.30 og ellers efter aftale med arkivlederen. Se Sognearkivets hjemmeside her
|