Sogneforeningen ønsker godt nytår

Vester Nebel Sogneforening ønsker alle borgere i by og opland godt nytår - med et lille opråb.

Året går på hæld, og Sogneforeningen kan gøre status over 2014 med en god samvittighed. I årets løb har foreningen stået bag en lang række aktiviteter, der er med til at øge det sociale samvær og skabe en fællesskabsfølelse i by og opland.


Foreningens bestyrelse har masser af gåpåmod og ideer til, hvad der kan gavne lokalsamfundet i fremtiden, men det kræver lidt økonomisk fra lokaleområdets borgere - og det kniber det lidt med for tiden.

Vi tror det måske skyldes, at mange ikke rigtig ved, hvad Sogneforeningen beskæftiger sig med:

I 2014 har vi budt nye tilflyttere velkommen med en velkomstpakke, som består af 1 flaske Vester Nebel-vin, en blomst, en Vester Nebel folder, og en gratis aktivitet hos VNI. Det agter vi fortsat at gøre, de det er med til at integrere nye borgere.

Vi står bag hjemmesiden vesternebel.dk og dækker alle udgifter til domæne og serverplads hos internetudbyderen. Hjemmesiden er sammen med Facebookvæggen et godt informationsværktøj, der besøges flittigt - også af folk, der ikke er bosat i Vester Nebel, viser statistikkerne.

Vi arrangerer det årlige sankthansarrangement ved Nebel Sø, hvor familier kan grille deres medbragte mad for et symbolsk beløb og ganske gratis bage snobrød, bage pandekager, lave popcorn og mash mellows.
Vi sørger også for talere og underholdere, som vi giver en lille gave for deres indsats.

I sensommeren arrangerede vi en gåtur i lokalområdet, hvor bevægede os til Ølufvad gamle mølle. Vi har mod på at lave lignende ture - måske til andre lokationer - i det kommende år.

Sogneforeningen stod også bag det julemarked, der indledte december i forsamlingshuset. Her dækkede vi udgifter til julemand og de karamelder, han delte ud. Vi sørgede for underholdning med kor og musikanter på scenen. Vi finansierer også syning af de nisser, der bliver hængt flere og flere op af i byen i december, år efter år.

Det er vores håb, at du vil bakke om vores arbejde ved at melde dig ind i Sogneforeningen i det nye år - eller måske allerede nu. Et medlemsskab koster 200 kroner årligt - altså under 17 kroner om måneden.

Du kan melde dig ind i Sogneforeningen på nedenstående blanket og foretage indbetaling via Giroblanket eller bankoverførsel via din netbank.

Med ønsket om et godt nytår
Vester Nebel Sogneforening

Vesternebel.dk ejes af sogneforeningen i Vester Nebel. Hjemmesiden har til formål at være lokal budbringer og informationskilde. Redaktionelt stof, der ønskes bragt på hjemmesiden, kan indleveres til redaktørerne, der vil gøre brug af informationer, de finder relevant for hjemmesidens brugere.

> Kontakt til webmaster og redaktør
> Kontakt Sogneforeningens formand